På jagt efter en sammenhængende IT-løsning
Et knopskudt IT-system stykket sammen af mange forskellige IT-løsninger er et dårligt udgangspunkt for effektiv drift af en international industrivirksomhed. Det var den konklusion Kongskilde Industries nåede til i foråret 1999 i forbindelse med implementeringen af en ny driftsstrategi. Kongskilde gik derfor på jagt efter en sammenhængende IT-løsning, som kunne understøtte den nye strategi. Valget faldt på IFS Applications.
Kongskilde er en af verdens førende producenter af landbrugsmaskiner og udstyr til procesindustrien. Produkterne produceres på seks fabrikker, hvoraf en ligger i Sorø og de øvrige ligger i Sverige, Finland, Tyskland, Canada og Polen. Produkterne afsættes globalt gennem 14 udenlandske datterselskaber.
Markedsorienteret organisationsstruktur
Tidligere var alle datterselskaber i Kongskilde autonome enheder med egne forretningsplaner og strategier. Med den nye driftsstrategi har Kongskilde indført en moderne markedsorienteret organisationsstruktur, hvor virksomheden drives som én enhed uanset hvor i verden produktion og salg foregår. IFS Applications giver fuld understøttelse af Kongskildes driftsstrategi med centrale lagre og produktion i lokale produktionsselskaber
Væsentlige driftsoptimeringer
En væsentlig forudsætning for Kongskildes nye driftsstrategi var, at alle selskaber skulle have et fælles overblik over kundeordrer, interne indkøbsordrer, produktionskapacitet, lager og levering, så planlægningen kunne optimeres både centralt og decentralt. Det var en opgave, det eksisterende, knop-skudte ITsystem ikke kunne klare, og derfor valgte Kongskilde at implementere en ERP-løsning ba-seret på IFS Applications med fælles databaser for alle selskaber. Anja Pedersen, international logistikchef i Kongskilde forklarer: - Vi ønsker at implementere en centrallager strategi, hvor produkterne først forlader produktionsselskabet i det øjeblik, der indløber en ordre. Med IFS Applications har vi fået en IT-løsning med en databasestruktur i verdensklasse, som alle medarbejdere kan søge i, når de har brug for det. Den driftsmæssige planlægning og disponering er blevet langt mere gennemsigtig, og vi har opnået bedre overblik og styring af vores internationale salgsapparat, siger Anja Pedersen.
Ud over bedre planlægning har det nye virksomhedssystem også givet Kongskilde et vigtigt værktøj til nøjagtig fastsættelse af cost-priserne på de enkelte produkter. Systemet har et højt detaljeringsniveau med hensyn til dataopsamling og registrerer automatisk det tidsforbrug, der medgår i produktionen af det enkelte produkt.
En fleksibel løsning
Kernen i Kongskildes IT-system er en fælles Oracle database. Databasen forsyner Kongskildes ledelse, salgskontorer og fabrikker med alle relevante informationer vedrørende koncernens drift - fra salgsforecasts til indkøbsordrer, lagerstatus på delkomponenter og færdige produkter, produktionskapacitet, ferieoversigter og leveringsstatus. Kongskilde har valgt en række moduler fra IFS Applications, som er relateret til præcis de funktioner og procedurer, virksomheden ønsker at administrere med det nye virksomhedssystem. Strukturen og indholdet i Oracle databasen bestemmes af disse moduler. Nye moduler kan hurtigt implementeres, når Kongskilde ønsker det. I følge Bjarne Nielsen, koncern IT-chef i Kongskilde, har det været en stor fordel at arbejde med den modulopbyggede arkitektur i IFS Applications: - Vi er kun tre IT-medarbejdere i Kongskilde. Vi kunne hurtigt have løbet panden mod en mur, hvis vi skulle have implementeret et komplet ERP-system på én gang. I stedet valgte vi at implementere de vigtigste moduler først og dernæst løbende udvide systemet, siger Bjarne Nielsen.
Et selskab i drift pr. måned
Til trods for de begrænsede IT-ressourcer er Kongskilde kommet hurtigt i drift med det nye virksomhedssystem. Efter at systemet var implementeret i Sorø, er der brugt en måned pr. datterselskab til at implementere de lokale versioner. Det lod sig især gøre, fordi implementeringen er foregået som en learning-by-doing process, hvor medarbejderne trænes i et driftsmiljø med hjælp fra super-brugere og konsulenter fra IFS.
VPN er fremtiden
I dag foregår opkoblingen til den fælles Oracle database via faste datalinjer og satellitforbindelser. Men Bjarne Nielsen tøver ikke med at pege på VPN (Virtual Private Network), som den løsning Kongskilde med stor sandsynlighed vil vælge til overførsel af data i fremtiden. Virksomheden har mange udgifter til datalinjer, og derfor er muligheden for at opbygge sit eget virtuelle netværk på de almindelige telelinjer absolut attraktiv. Kongskilde holder også et vågent øje med udviklingen inden for e-business: - Vi skal uden tvivl også implementere e-business på et tidspunkt. Mange transaktioner kan automatiseres og gennemføres via Internet til fordel for både vores kunder, leverandører og den interne samhandel mellem koncernens selskaber. IFS har allerede en frontoffice løsning, som kan integreres med de øvrige moduler i IFS Applications. Vi kan således hurtigt komme i gang på den front også. Det er en af grundene til, at vi valgte IFS. Det er en visionær leverandør, siger Bjarne Nielsen.
Kongskildes ERP-løsning
Kongskildes IT-system omfatter økonomistyringsmodulet IFS Financials, distributionsmodulet, IFS Distribution, produktionsstyringsmodulet IFS Manufacturing, personaleadministrationsmodulet IFS Human Resources, vedligeholdsmodulet, IFS Maintenance og projektstyringsmodulet IFS Engineering. Alle moduler afvikles på en client-server baseret hardwareplatform med Windows NT servere i alle selskaber. 220 pc'er er koblet til systemet, men målet er 400 pc'er inden for en overskuelig fremtid. I alt 150 medarbejdere benytter virksomhedssystemet som grundlæggende værktøj i deres daglige arbejde.
|